|
|
Dagbog (uredigeret)
Fredag, 08.03.14
Op kl. 5 om morgenen og afsted kl. 6 for at hente Charlotten som stod op bare for at køre os i lufthavnen.
I lufthavnen kl 6.30 og opdagede der at køen til vores fly var lang og uoverskuelig. Det var dog ikke værre end vi havde afleveret vores tasker 7.10, hvorefter vi gik direkte mod security og derefter til gaten.
I flyet fik vi det første af flere lækre måltider på flyet - pølsebrød med ost (og skinke). Vi ankom rettidigt til terminal 4 i Heathrow, London, hvorfra vi skulle skifte til terminal 1. Det er i sig selv lidt af en rejse, som involverer en lang gåtur, en bustur, for vores vedkommende også venten på en brandalarm, et ekstra sikkerhedstjek, men så var vi også nået frem til terminal 1, som mildest talt var kedelig.
Vi gik rundt og snuste i butikker, spiste på en italiensk restaurant (som ikke kan anbefales, da vi kunne selv have lavet samme ret med mere smag) og ventede på at klokken skulle blive 12.40, hvor gaten skulle åbne.
Klokken 12.40 på infotavlen stod "Please Wait" og efterhånden som tiden gik kunne det fornemmes at folk blev mere og mere urolige over, at der ikke kom nogen ny status - trykket på BA's information desk blev i hvert fald større og større. Først da klokken var blevet lidt over 14.00 kom der besked om hvilken gate at man skulle gå til og boarde og så fik folk travlt - tænk hvis man ikke nåede at komme med.
Vi tog det mere stille og roligt og ventede til boardingen stort set var overstået (en Boing 747-400 kan rumme mange passagerer og den var fyldt), før vi satte os om bord.
Et fly har jo ikke noget bakgear, hvorfor man skal skubbes ud fra gaten. Det ventede vi så på i en lille times tid, hvor specielt os der sad bagerst begyndte at lide under en tiltagende hede. Flyets airconditioning fungerer tilsyneladende kun når flyets motorer kører.
Endeligt kom vi så afsted, og flyvningen var begivenhedsløs. Vi fik lidt at spise, læste, så film og Annitta sov fra Canadas østkyst til Rocky Mountains, mens Andy ikke kunne sove.
Omkring 19.20 (lokal tid) landede vi så endeligt i San Francisco. Emmigrationen var venlige og alt gik uden nogen form for problemer, og vi kastede os direkte ud i BART mod Powell St.
Da vi kom ud på Powell St. var det som at træde direkte ud i en turistattraktion. Der var liv og glade dage, og noget af det første vi så var en cable car der blev vendt.
Det var fredag aften på Powell og Geary, og byen emmede af liv, glade dage, unge der var staset ud, folk der cruisede, hjemløse der prøvede at slå en skilling af folk, samt folk der var på vej for at finde deres hoteller. Det var ligesom at træde direkte ind i en af de utallige film eller serier man har set fra USA.
Vi gik til Adante Hotel, 610 Geary St, og blev indlogeret. Vi ville så egentlig ud og finde noget mad og en øl efter et hurtigt bad, men vi endte på en Starbucks i nabolaget, hvor vi fik en lun cheese bagle med cream cheese, en cafe latte og en cappucino. Så var vi også klar til at gå hjem i seng, men så var klokken også blevet omkring halv 12 om aftenen.
Lørdag, 08.03.15
Vi vågnede omkring kl. 4, men (primært) Andy sov videre.
Stod op og prøvede forgæves at ringe til Cruise America fra værelsets telefon. Gik så ned og fik en lækker lækker... utrolig lækker morgenmad - ristet brød med smør og syltetøj, samt muffins. Det var interessant at se hvordan amerikanernes præference tilsyneladende gik i retning af muffins.
Så fik vi fikset telefonen hvorefter Annitta ringede til Cruise America. De var meget flinke, og de vil hente os på kl. 8.30 på mandag, det bliver spændende.
Så skulle vi så ud på Andys mission nr. 1 for dagen - at købe objektiver. Vi gik ned til Civic Center for at tage BART mod 16th Mission. Vi blev overraskede over at opdage at over Civic Center lå U.N. Plaza. FN er grundlagt i San Francisco - det var vi ikke klar over. Det var meget interessant at gå derned. Vi så en masse af den type af bygninger som i hvert fald Andy forestiller sig er klassiske amerikanske storby bygninger, med brandtrappen uden på bygningen. Der var en masse liv på gaden allerede om morgenen, men det var, som om folk ikke rigtigt var vågnet helt op - Annitta beskriver det som lørdag morgen i Sydhavnen, ganget med to.
Ud til 16th Mission, hvor vi kom på en lille detour. Det var dog en meget interessant detour hvor vi kom igennem nogle slidte kvarterer som fuldstændigt passede ind i en Rocky-film eller lignende. Vi kom endeligt frem til vores destination på Bryant St., og Andy fik handlet.
Derfra var det så ellers med bus 27 ind mod Powell St. Buschaufføren var flink nok til at tage os med, på trods af at vi ikke helt havde småpenge nok til billetterne (2 * 1,5$).
Fra Powell St. gik vi så af Grant Ave. Missionen var at følge en blanding af Barbary Coast Trail og Lonely Planets ruter. Vi startede med at følge Lonely Planets rute "Chinatown Ramble".
Chinatown på Grant var ikke voldsomt interessant, men en fin lille afstikker var St. Mary's Square, hvor vi kunne nyde solen og suge lidt varme fra den, samtidigt med at der var masser af motiver at tage billeder af. Det sjoveste i Chinatown var at komme op på Stockton St., hvor det emmede liv. Der blev handlet hønsefødder og gulerødder og halsen af en svane (plus ænder), og snakket og diskuteret løs på kinesisk. Det sted kan anbefales.
Så var det videre mod Portsmouth Square, hvor der var to personer der skilte sig ud. De gamle kinesere spillede kort og alle mulige mystiske spil, ungerne legede, og folk snakkede og diskuterede... igen foregik alt på kinesisk. Derfra gik vi videre til restauranten House of Nanking på Kearny St. for at spise frokost.
Vi lod chefen for stedet bestemme, hvad vi skulle have at spise, og vi blev absolut ikke skuffet. Vi fik en suppe, nogle forårsruller og rejer - det var meget delikat, og da betjeningen så mente, at nu var køen uden for restaurenten ved at være tilpas lang til, at de nye kunder snart skulle lukkes blev der delt regninger ud. Tak for besøget... nu må I gerne gå! Det var god mad og vi var forberedt på at sådan var betingelserne... så det var fint. Vores naboer var Christoffersons, far og datter, og vi gav dem råd om maden (lad chefen bestemme) og de fortalte til gengæld lidt om nogle af deres oplevelser i København.
Så gik vi videre ned mod det finansielle område, hvor vi så Transamerica Pyramid. Den er høj, og på grund af dens spidse form ser det nærmest ud til at den går ind i himlen når man står neden for den. Derfra var det så videre for at gå Russian Hill Climb fra Lonely Planet. Op igennem Inn Coolbrith Park, hvor der er meget fine views ud over højhusene og bugten over mod Oakland, ned og spise god is fra Swenson's Ice Cream (de var gode), og så ellers ned mod Lombard St. for at se the the Crookedest Street. Been there, done that - det var ikke specielt interessant at se selve vejen, det var mere det at bilerne absolut skulle ned af den vej.
Så gik det videre ned af Lombart St. for at ramme Columbus Ave. mhp. at ramme Barbary Coast Trail igen ved Washington Square. Derefter var det bare at følge den slagne vej til vi nåede havnen og Pier 39.
Vi startede med at gå ude på molen ved skibene. Derfra var der relativt stille og roligt, men det var tydeligt at fornemme at bag husene på molen var der et mylder af mennesker. Vi kiggede lidt ind til mylderet, da vi kiggede ind for at se nogle børn danse irsk (man var i hele byen ved at varme op til Skt. Patriks dag), men vi holdt os til ydersiden af molen til vi kom til spidsen hvor der var udsigt til bugten - dvs. bl.a. Alcatraz og Golden Gate. Derfra gik vi så ind i mylderet på Pier 39, som var tæt. Det var god alligevel rimeligt hyggeligt, om end vi blev nød til at tage en afstikker ud for at se søløverne - om det var dem der lå og kiggede og grinte af os turister eller om det var omvendt må stå hen i det uvisse - der var i hvert fald mange mennesker.
Videre gik det langs havnen. Når man ikke har været der før forstår man ikke umiddelbart spørgsmålet: "Have you met the bush man?" Inden for nogle sekunders tid har man mødt the bush man. Videre gik det og vi stødte på en hal med gamle forlystelsesmaskiner. Der var alt fra gamle Atari-videospil til selvspillende klaverer. Det var larmende og lidt for meget, men alligevel også lidt interessant at se.
Næste seværdighed vi kiggede nærmere på var USS Pampinito, en ubåd fra 1943, som havde sunket 6 skibe i 2. verdenskrig og reddet 73 britiske og australske krigsfanger. Vi betalte for en audio-guide og fik udleveret en iPod Shuffle - simpelt og meget effektivt. Hvis man har tænt sig at se USS Pampinito (og det kan godt anbefales), er audio-guiden simpelthen et must.
Nu var vi så efterhånden blevet godt trætte i benene og gik derfor at tage en cable car fra Mason til Powell. Der var lang kø, og da vi allerede havde snakket om at finde et kaffested, gik vi på den Starbucks, der lå på hjørnet ved siden af. Her gik Andy så igang med at skrive denne dagbog, mens Annitta købte to store coffee mugs.
Efter en times tid var køen minimeret og så gik det ellers derudaf mod Powell. Det var en god tur. Godt trætte gik vi nu hjem til hotellet, og skråede derefter over til et fast food sted for at få quesadilla to go. De blev spist på hotelværelset, hvor vi så nu slår mave.
Hvis vejret bliver godt i morgen skal vi ud og cykle... det bliver spændende.
Vejret? Tjaa, sol, til tider lidt skyet, enkelte regndråber, men alt i alt fint hvis man har en trøje på og en vind- eller regnjakke at tage på når man kommer ud i blæsten ved vandet.
Søndag, 08.03.16
Vi vågner igen tidligt....I dag skal vi ud at cykle, det er sikkert meget godt, da fødderne stadig er lidt ømme fra gårsdagens lange vandring. Lidt kortkiggeri og så ned til det dejlige morgenkomp(l)ot. I dag har de nogle nye kager; med meget god vilje kan man kalde dem havregrynskager, chokolademuffin med havregrynskrymmel og der er også Juice LÆS: majdrik.
Nå men vi må afsted, sporvogn eller gå? vi går så kan vi tage sporvognen tilbage, Ja Ja - jeg bliver klogere.... Vi okser op på toppen af bakken og så ned igen på den anden side, men det er en dejlig morgen og vi nyder solen. Vi kommer lige forbi sporvognenes museum og får taget et billede af kabeltrækket. Men efter en lille gåtur er vi ved cykeludlejningen. 1-2-3 så er vi udstyret med to mountain bikes, låse og hjelme samt en cykelslange med dertil hørende pumpe.
Afsted går det og med lidt orienteringsstartvanskeligheder finder vi cykelstien. Der er dog også andre der er ude at nyde det fine vejr og vi ender midt i et motionsløb. Vi starter frisk med at køre lodret op i himlen. Vel nede igen cykler vi langs vandet og nyder udsigten til Golden Gate broen. Vi nyder den så meget at vi glemmer at købe frokost med til turen. Nå pyt vi har jo fået en solid morgenmad (4 stk. ristet brød, 1 kage og 1 kop kaffe samt majdrik) så vi er sprængfyldte med energi.
Over Golden Gate og så videre mod Sausalito, hvor de havde house boat parks. Man må endelig ikke tage fejl af trailer parks og house boat parks - det her så relativt luksuriøst ud. Det var huse på vandet. Sausalito så ud til at være en mondæn by, hvor det handlede om én ting: Udsigten mod San Francisco. Den var så også udemærket.
Vi cyklede videre for at komme til Tiburon (nej ikke Tyborøn), hvorfra vi skulle have en færge tilbage til San Francisco. Alternativet var at cykle 34 km tilbage igen, men da Andy havde været smart nok til at køre et glasskår i bagdækket var det ikke noget vi skulle nyde noget af. Vi købte "sandwiches" fra en "svensk" butik med spansktalende personel. En sandwich var her en crossaint med fyld. Efter at have nyt dette måltid var det så småt på de tider hvor vi skulle med færgen Bay Monarch tilbage til San Francisco.
Landfaste igen besluttede Andy sig for at skifte slangen på hans cykels bagdæk. Hans evner som cykelmekaniker blev kommenteret positivt af en af personalet på kajen. Så var det ellers bare om at finde et sted og vaske fingre og så ellers tilbage til BikeAndRoll (www.bikeandroll.com) for at aflevere cyklerne. Det udlejningssted kan godt anbefales. Vi lejede hver en Trek 7200, og vi blev udstyret med pumpe, kort, lappegrejer og en ny slange (og tak for det).
Vel tilbage på gåben havde Andy glemt, at vi skulle tage sporvognen hjem, så det blev til endnu en gåtur. Vi gik gennem Chinatown via Stockton, som igen i dag var meget intensiv og sjov. Vi var i en butik som simpelthen havde alt muligt (mest gums). Så gik det ellers videre hjem for at få et bad, og så gik vi ellers på Tad's steakhouse på Powell for at få nogle steaks. Det viste sig desværre at være fast food steaks, og oplevelsen var ikke en af de største gourmetoplevelser vi har haft udsat os selv for.
Hjem til hotellet igen, via den lokale Starbucks, og så er Annitta ellers faldet i søvn, mens Andy roder med billeder og skriver færdig på dagens afsnit i dagbogen. I morgen bliver en stor dag. Da skal vi have vores vogn.
Mandag, 08.03.17
Efter endnu en nat med lidt såsomså søvn, var det tid til at vågne op og springe ud af lagnet kl. 7. Vi skal skynde os ned at spise så meget lækkert morgenmad som mulig, inden vi skal hentes af Bay porter Express og køres ud til CruiseAmerica, det bliver til en lille siegtseeing tur via Burkeley mv. og SÅ er vi her endeligt, vi skal have vores lille skurvogn. Velkommen til CruiseAmerika.... i er blevet opgrared til en større model ... åh gud... en kæmpe vogn 8x3 meter, nå men vi skal se en video om alle de spændende ting som sådant et RV kan, hvordan skal man (andy) tømme tankene mv. så efter en times intro og skriven under på papirer er det afsted til Wallmart de skulle have det hele, man kan altså købe meget mærkeligt i Amerika, men ikke lige alt de vi skal bruge, men det bliver d til en kaffemaskine. Men nu skal vi altså køre, så må vi finde et andet supermarked et andet sted.
Vi kører mod Half Moon Bay, ud mod kysten. Vi rammer High way 1 og så går det ellers mod syd. Vejret er lidt disset, men det er et flot syn der møder os. Vi kører mod Sunset State Beach, der skal være vores hjem for natten, undervejs får vi meldt os ind i Safeway - Santa Cruz, så vi kan spare 7,5$ på en kasse øl.
Vi ankommer sidst på eftermiddag til SSB, vi får lavet mad og spist, fået gået en lille tur på stranden og set solnedgang over stillehavet - flot. Det var så første dag i campingbussen, det gik sådan nogenlunde, vi skal lige vende os til camping livet og RV'en. men nu er det ellers bare på hovedet i vores camping seng, vi skal jo ud at se hvaler i morgen.
Tirsdag, 08.03.18
Tirsdagen startede tidligt som de andre dage på vores tur. Kl. 7 var vi oppe for at kunne være klar til tidlig afrejse fra Sunset State Beach mod Moss Landing, hvor vi skulle på whale watching. Vel fremme i Moss Landing fik vi parkeret, badet (vandvarmeren havde vi startet ved afgang fra Sunset State Beach), spist morgenmad og vasket op før vi skulle afsted.
Vi skulle sejle i en lille båd, og det startede godt med kig på de søløver og oddere som holder til i nærheden af havnen. Ud i Monterey Bay gik det så. Skipper fortalte at der var sandsynlighed for at spotte pukkel- og gråhvaler, og for et stykke tid siden havde de også set spækhuggere på deres tur. Årsagen til at alle disse typer af hvaler trækker ind i bugten er, at der er massere af føde, hvilket bl.a. kan tilskrives at der er en dyb kløft, der går helt ind til Moss Landing.
Vi sejlede derudaf, men fik ikke set noget til hvalerne på det første sted, hvor man typisk stødte på dem. Videre gik det så mod næste sted... og endeligt blev der spottet hvaler. Det var to pukkelhvaler, som havde set sig lune på en stime af (sandsynligvis) ansjoser.
Så blev der knipset løs med kameraerne, ventet og holdt udkig mens hvalerne dykkede, og så ellers sejlet tæt på, da de dukkede op igen. Dette scenarie gentog sig så et antal gange. I mellemtiden var nogle begyndt at føle sig søsyge - heriblandt Andy. Andy lejede et ur, som gav ham elektriske stød i håndleddet (det skulle hjælpe), men da han først havde set en ung pige give varm mad til fiskene, mente hans krop at nu var det hans tid til at fodre fisk med appelsinjuice og havregryn med rosiner - et festmåltid. Der var kun ét at gøre - følge skippers råd om "Go for distance!" Andy var imidlertid ikke den sidste der blev offer får bølgernes og bådens størrelse og deres indbyrdes sammenspil, i alt var der 6 ud af ca. 15, der knækkede sig. Resten af tiden brugte Andy så på at småslumre, mens Annitta nød det tiltagende solskin.
Vel i land igen blev det til en mad og derefter gik det mod Monterey, hvor vi uden at snakke om det besluttede os for ikke at kigge på byen, for i stedet at køre af 17 mile drive.
17 mile drive er en lidt surealistisk tur, hvor man mere eller mindre hele vejen kører på forskellige golfbaner (heriblandt Pebble Beach) og nyder udsigten til dels den vilde kyst dels til "liebhaverejendommene", der ligger langs vejen. Det var nogle gevaldige knaldhyttter. Fra 17 mile drive gik det videre tilbage mod Highway 1 South, gennem Carmel (Andy var ikke begejstret for de små veje med træer der vajede ind over vejbanen), og så ellers syd på.
Det mest beskrivende for vejen sydover var at vi over flere stræk ikke kunne køre en mile uden at vi lige blev nødt til at stoppe for at tage et billede - eller ti. Det er godt nok en flot strækning med masser af vild kyst med skummende hav og sjovt nok også huse alle mulige og (mest) umulige steder. Strandvejen nord kan godt gå hjem - vi vil hellere bo på det stræk på Highway 1.
Nu er vi så nået til vores destination Pfeiffer Big Sur State Park, hvor vi bor mellem høje redwoods med lyden af Big Sur River. Vi har spist udenfor (pasta med tomater og mozarella) og har delt en flaske vin i det flotteste måneskin. Annitta har skrevet postkort mens Andy har skrevet på dagbogen. Næste punkt er lidt kaffe og the, og så skal vi nok sove så vi kan komme tidligt ud og gå et kort hike før vi skal 60 miles sydpå og besøge Hearst Castle.
Onsdag, 08.03.19
dydydydydingdingdydydydydingdingdydydydydydingding åh kl er 7 vi skal op så vi kan komme ud at gå en tur, men der er altså rigtigt koldt udenfor dynen, men kan faktisk se ens ånde, nej og det er ikke på grund af den flaske rødvin vi fik i går, men nærmere fordi annitta ikke havde lukket loftlugen efter vi havde lavet aftensmad. Nå men op skal vi jo, og det bliver Andyt der første kommer ud af fjernene (læs tynd vattæppe) og kommer i tøjet, vi må bade senere - på vej mod Syd, vi skal have gang i vandvarmeren først. Vi får spist morgenmad og kl 8 er vi klar til vores lille hike.
Det bliver en skøn tur først gennem campingpladsen, hvor folk laver deres morgenmad over bålet. Så går det ellers op ad, vi passerer en gammel hytte, hvor Pfieffer familien en gang boede. Det bliver en dejlig tur op på bjerget og ned gennem en gammel redwood skov. men så er klokken også blevet mange. Vi skal jo skynde os ned af kysten. kl 10 ruller bussen ud af stateparken og vi er på vejen igen.
Det bliver en skønt tur ned mod Hearst Casstle, det bliver til en masse stop undervejs, det ene sceneri er smukkere og mere dramatisk end det andet, det bliver også til et bad (hvor mange kan sige at se har badet på Highway 1) og så en kop kaffe. Det sidst får vi lidt travl, vi skal på rundvisning kl 13 og være der i god tid. Men vi når det og så er det ellers på 75 min rundvisning og 40 min film. Så er vi også sultne. Vi smører en sandwich, som ryger rimelig hurtigt ned og så afsted igen. Vi må lige køre et smudt nordpå, for vi fik ikke set alle søelefanterne på kysten og det vil vi ikke gå glip af.
Så går det ellers i rasktrav syd på til Pismo Beach, hvor vi skal overnatte. Efter lidt besvær finder vi camp'en (først troede vi at vi skulle sove på stranden). Med lidt hjælp fra vores flinke naboer får vi tilsluttet strøm og vand - afløb er der ikke, så det må blive i morgen. Vi har ikke så meget energi tilbage, så efter en lille øl, kiggede vi lidt billeder. Egentlig skulle vi have haft lækre amerikanske burgere til aftensmad, men vi var for trætte, så det blev til den lækre danske ret - havregrød uhm.
så efter opvasken, har vi nu prøvet vores kaffemaskine for første gang, det skal blive lækkert med en kop kaffe. Det er nu dejligt at vi har koplet el på RV'en, så kan vi tænde for varmen.
God nat og sov godt, vi ses i San Diego....
Torsdag, 08.03.20
I dag er dagen, hvor vi skal tømme vores black water og grey water, det bliver en spændende oplevelse for Andytten, bestemt.
I dag skulle vi igen tidligt op, for der var en lang køretur foran os. Men det er så som så med lysten til at stå op, når der er rigtig koldt udenfor vattæppet, men vi var heldigvis hooked op med strøm, så vi kunne tænde for varmen :-), så går det lidt lettere. Op kom vi og fik gang i vandvarmeren, så vi kunne bade før vi skulle afsted. Efter morgenmad og bad, gik det ingen ned af highway 1. Vi havde næsten vejen for os selv, når man så bort fra en slags grisetransport, den lugtede i hvertfald sådan. vi fik også tanket lidt benxen, men kun ca 20 gallons (80 ltr) men det er jo ikke meget, når der kan være 200 ltr i tanken. så gik det ellers med god fart mod Solvang, hvor Andy skulle købe en kage. Vi ankom til Solvang midt på formiddagen, der var ikke mange folk, men vi kunne ikke finde en parkeringsplads til RV'en så vi kørte igen. Så der var ingen kage til Andyt. På vejen fra Solvang kørte vi igennem st ynes mountins - meget smukt. men vel tilbage på Highway one, gik det igen ned langs kysten mod LA. vi kom igennem den ene badeby efter den anden og det blev da også til et frokost stop, med udsigt over stille havet og highway 1.
Så kom vi endelig til LA, et inferno af biler og lys reklamer, vi kørte vel 3 timer gennem la før vi kunne sige vi var igennem. Så gik det mod San Diego, der var lidt propper undervejs, men ellers gik det fint. Velankommet til KOA San Diego, som slet ikke ligger i San Diego, men næsten i Mexico, og her er intet byliv overhovedet, så middagsmaden har bestået i en flaske rosevin, 2 frosne microovnspizzaer og en gang macaroni and cheese, DET MÅ VI KUNNE GØRE BEDRE, for at citere en gammel socialdemokrat, og det kan vi og det gør vi i morgen. God nat og sov godt...... hov forresten det kig super fint med at tømme tankene og istedet for kager fik den unge Andy is i stedet for og alt blev lykkelig og godt. Sov længe og godt.
Fredag, 08.03.21
I dag skulle vi så ud og se San Diego. Vi aftalte at vi skulle starte med at tage med det offentlige ind til byen, så vi kunne være tidligt på USS Midway. Afsted kom vi også, men først skulle vi finde et busstop og derefter skulle vi så sørge for at komme af på rette sted. Rette sted viste sig så at være ca. 2 kilometer fra skibet, hvorfor vi jo så bare måtte sætte igang. På vores vej kom vi igennem Gaslamp Quarter, som på det tidspunkt var ved at stå op. Vi blev enige om at (sådan som vi forestillede os det) det mest af alt lignede en blanding af Jomfru Ane gade og Nyhavn, men vågne var de ikke omkring kl. 10.
videre gik det og da endeligt vi så skibet var der ingen tvivl om at det var det der var vores destination. Det var stort, og havde fly og helikoptere på dækket.
Vel ombord blev vi udstyret med audio guide (man ser altså ægget ud med gammeldags walkman-høretelefoner) og så var det ellers bare afsted til i alt 60 poster på alle de forskellige dæk. Vi var fra motorrummet til broen via messerne, sick bay m.m. og der var massere at se. Vi prøvede en simulering af en flyvning fra et hangarskib (det var ikke 2 x 6$ værd), og så var det ellers op på flydækket, hvor de havde en udstilling af fly og helikoptere med relation til hangarskibe. Spændende var det, og specielt spændende var det at få små foredrag om eksempelvis, hvorledes man sendes afsted eller skal lande på et hangarskib - vel at mærke af piloter med over 200 starter og landinger på bagen.
Endeligt kunne vi sige at nu havde vi set det hele - og da var klokken, til vores overraskelse blevet 15.30. Frokost måtte der så til, og guidet af Lonely Planet satte vi afsted mod Cafe Lulu på F Street. De ville også gerne betjene os, men de havde kun lagkage - stor tak til Lonely Planet. Til gengæld lå Hard Rock tilfældigvis på den anden side af gaden, og uden yderligere ophold gik vi så derhen for at få os en velfortjent burger.
Da vi var færdige med at spise var klokken så blevet 16.30, og det havde egentlig været vores mening at tage en rundtur i byen, men da den tog omkring 2 timer, og vi samtidigt gerne ville nå forbi Los Americas, et mall med outlets, ved grænsen til Mexico, besluttede vi os for at skippe den tur, for i stedet at tage en trolley mod grænsen. Turen gik som sådan fint, men da vi nåede til endestationen stod vi med en fornemmelse af at være kommet lidt langt ud i grænselandet. Der manglede ligesom skiltning mod centret, og vi begyndte så at gå i den retning, som vi regnede med at det måtte ligge i. Efter at have været meget i tvivl om vejen et par gange fik vi endeligt øje på en bygning, hvor der stod Rebook - så måtte vi være på rette vej. Resultatet af vores anstrengelser går mest i Annittas favør, cowboybukser, sko m.m. varmede op under visa-kortet.
Nu var vores store dilemma, så hvorledes vi skulle komme hjem - dels havde vi mange varer dels virkede området ikke specielt indbydende. Vi havde to alternativer; bussen eller taxa. Vi fandt busstoppet og stod så og kiggede nøje efter taxaer, men der dukkede ingen op før bussen kom.
Vel anbragt i bussen gik det så derudaf og med en afsluttende gåtur på en kilometers penge er vi nu tilbage i camperen - vi er nok nogle af de få der tager offentlig transport fra og til denne campingplads.
I morgen går det så ind i landet, så farvel til Stillehavet for nu og goddag til ørken. Det skal nok blive spændende.
Lørdag, 08.03.22
Afsted gik det i dag lidt i ni. Inden da havde vi nået at få fyldt godt på tanken med grey water, så vi ellers kunne foretage en sidste tømning inden vi skulle mod øst mod cowboyland.
Andy kunne konstatere at gummihandsker er godt, når vores sewer hose er lidt utæt (adr...), men alt i alt gik det vel ok. Vi spulede lidt efter os og sørgede så for at fylde friskt vand på automobilet, så vi var klar til nye udfordringer.
På vejen ud af San Diego ville vi handle forskellige madvarer, og vi måtte konstatere at Target ikke helt kan leve op til det. De har alt muligt andet men ferske madvarer - nej. Vi tog dog en rask beslutning om at vi bare kunne finde et sted senere på vores rute og kørte så ind i landet. Det første lange stykke vej var stort set op ad bakke hele vejen på forskellige interstates - det er stadig en disciplin, som gør vores automobil gevaldigt sulten hvis man vil have det til at rykke sig ud af flækken.
Andy mente, at nu måtte det så endeligt være Annittas tur til at opleve at skulle sidde bag rettet, og det var som om, at bilen skal stryges af en kvinde med sensuel speederfod, i hvert fald kom vi da raskt afsted (om det så er fordi Annitta har en tungere speederfod skal stå i det uvisse).
Der gik imidlertid ikke langt tid før vi skulle af interstaten for at køre af en scenic route. Den var også vældig scenic, men hvorvidt Annitta fik vist ikke oplevet meget af det, for vejen var smal, bugtede sig gevaldigt og gik meget op og ned.
...
Så kom vi til ??? hvor det var meningen, at vi ville handle samt få noget frokost på en restaurent, som stod beskrevet i Lonely Planet. Her kunne de imidlertid først betjene os en time senere, og så satte vi os i stedet for at få handlet og så ellers tage afsted mod vores sædvanlige sandwiches på et scenic sted, og efter lang tids kørsel fandt vi da også et flot sted.
Næste stop var Joshua Tree National Park, hvor vi ville overnatte i en af parkens campgrounds. På vejen så Andy en hvirvelvind som han blev så optaget af, at vi ikke fik kørt den rette vej mod Mecca. Derfor blev det i stedet til en detour via en interstate, men målet var det samme: Joshua Tree National Park.
Hvad vi ikke havde taget med i beregning var, at vi kom sent på eftermiddagen, på en lørdag, som tilfældigvis lå i påsken. Alt var optaget men vi var velkomne til at køre en tur rundt på campgrounden Cottonwood for ved selvsyn at tjekke om der skulle være en enkelt ledig plads tilbage. Alternativt kunne vi køre tilbage ud af parken og bruge et dirt trail som Bureau of Land Management (BLM) stillede gratis til rådighed. Dette ville imidlertid indebære, at vi skulle køre gennem hele parken tidligt dagen efter, så vi prøvede at klø på og køre igennem parken - det kunne jo også være, at der alligevel var en lille plads til os i parken.
Nationalparken var stor, flot og med overraskende mange blomster. Vi så en masse joshua trees, forskellige kaktusser, bjerge og sletter, samt advarsler om at nu kørte man altså ind i en wash, dvs. et område der kunne blive oversvømmet ved nedbør. Der var nu knas tørt med tryk på knas.
Med en masse miles og billeder flere på bagen kom vi så ud af en lidt forkortet version af en tur i nationalparken, og nu skulle vi altså så finde et sted at overnatte. Vi tjekkede Indian Cove, alt optaget, og Annitta fandt så i stedet et sidste alternativ i 29 Palms ????, hvor vi efter lidt besvær med at finde ud af at foretage selvregistreringen.
Vel placeret på plads 75 og hooked up, kunne vi så gå i gang med at starte grillen (som vi havde købt tidligere på dagen), så vi kunne få de bøffer (som vi ligeledes havde købt tidligere på dagen) varmet igennem. Dette skulle dog vise sig at være sværere end som så, ved det at Andy havde insisteret på en bestemt pose med grillkul. Kullene viste sig ved nærmere eftersyn at være træ til at ryge kød med. Vi prøvede at grille over disse træflis, men det var ikke helt til at få den rette grad af varme i, hvorfor vi endte med gryde stegte steaks med bagtekartofler og løg til. Godt smagte det imidlertid.
Søndag, 08.03.23
Dagens mål var at ramme Route 66 og så ellers få kørt nogle kilometer på denne - og det gjorde vi så. Først gik det imidertid fra 29 Palms og op mod ??? Hvor vi ramte Route 66. Det var denne dag at de store afstande i det her land for alvor gik op for os. Herude bor folk måske nok så de kan sige, at de har en nabo, men for manges vedkommende er der mere end 10 stenkast til naboen, og at der nærmest er brug for en bil til hver enkelt person kan godt forstås. For nogles vedkommende er der godt nok lang vej til nærmeste sted at handle.
Brugen af biler kan dog også overdrives, som da vi eksempelvis så en drive-in postkasse.
Afsted gik det af Route 66 bortset fra en enkelt afstikker på interstate 40, som vi kørte fra igen i Needles.
Nu kørte vi så ind på Historic Route 66, dvs. en oprindeligt del af ruten som senere var blevet erstattet af en ny del, som var mere flad og lige. Den gamle rute er meget bugtet, fordi den krydser Black Mountains, men den er et must, hvis man har et køretøj under 40 fod (samt har mod på lidt bjergkørsel), for der er meget flot og så kommer man igennem Oatman, som er en gammel mineby, hvor en del af hovedgaden er, som taget ud af en western.
Vel nede på den anden side af Black Mountains, gik det mod Kingman og derefter mod Peach Springs, hvor vi havde overvejet at overnatte. Det var imidlertid et hul, om end vejen derhen og derfra er meget anbefalelsesværdig - der er nogle områder, hvor man kan fornemme at det giver en lille forsmag på noget af Grand Canyons geologi.
Nu er vi så havnet i Seligman, hvor vi er tjekket ind på motellet Deluxe Inn. Her har vi snakket med en host, der mente, at vi måtte være nogle af de lykkeligste mennesker - vi kom jo fra Danmark. Det fulgte han så op med en lang snak om islam (han var selv inder og hindu).
Derefter gik vi på Roadkill (kommer man igennem byen kan det godt anbefales) og fik en god steak og en stor øl. Nu er Annitta så drattet omkuld, mens jeg også er noget træt i det.
I morgen skal vi til Grand Canyon. Der er omkring 100 miles, så det kan være at vi kommer der forholdsvis tidligt, måske til middagstid - det bliver spændende.
Mandag den 24. marts 2008, Grand Canyon Dag
Ja, så kan vi sige vi har prøvet at sove på motel, lige ved siden af togbanen. Jeg kan røbe at det er ikke det der giver mest søvn og heller ikke der kommer en stor truck ind på forpladsen kl 5.30 og bare står og kører i tomgang. kl 05.30 er jeg ikke klar til at stå op. Nå men det blev da til et par timers søvn mere og så op og i et dejlig laaaaaangt bad og så afsted - uden morgen mad, nu skulle vi prøve noget rigtig amerikansk morgenmed. Vi kørte et par miles mere af Route 66 - highwayen før vi ramte Williams. Her skulle vi have morgenmad, vi fandt et sted (ved hjælp af en vores gode venner - lonely planet-bøgerne), som skulle have noget ægte amerikansk greasy morgenmad og det fik vi så. En kombination af kanelsnegl med røreæg i et, som pølse som lignede noget fra macD og så kaffe i spandevis. men det var en sjov oplevelse. SÅ skulle der handles ind før vi skulle op og campere i to dage, det blev til den lokale Safeway og her fik vi også købt nogle ordenlige (forhåbentlig) grillkul. Så afsted til GC. På vejen var vi inde og kigge på luftehavnen og bestilte helikopter tur til på onsdag morgen, så kan vi nå det på vejen til Page - det bliver interessant.
Der var lidt kø ved indgangen til parken, men ellers gik det fint med at finde vores campingspot for de næste 2 nætter, kl 14 har Andytten parkeret og vi skynder os at spise frokost, for vi må jo ud at se. vi finder busstoppestedet men bussen er lige kørt, så i stedet går vi op til supermarkedet og køber en masse chokolade, til vores gåtur imorgen.
Så finder vi en bus, der kører os til parkinformationen, her spørger vi om hvilket trek vil være det bedste for morgendagen. Vi bliver anbetalet Hermits Trail, da Bright Angel er lidt svær om morgen pga is, men vi kan købe pigge til skoene i supermarkedet, men det er allegivel lidt for meget, synes vi. Så vi bestemmer os for Hermits Trail, så skal vi tidligt op og med bussen, for der er et stykke vej der ud. Men nu må vi altså ud at kigge på det hul i jorden, så vi tager bussen ud til Yaki point, under vejs ser vi klimp af grand canyon. men da vi står ud af bussen ved Yaki, bliver vi næsten lamslået, et fantastisk syn, vi tager billeder og kigger i næsten ½ time. Vi tager bussen et par stop ind mod Centralen gå ned. Det er til tider en meget ubehagelig oplevelse folk springer rundt ude på klipperne og vi de træder ved siden af, er der altså 1 km ned før de igen har fast grund under fødderne. Solen går ned og det bliver koldt, så vi vandrer hjem og laver bål og laver mad, Og så på hovedet i seng.
God nat.
Tirsdag, 08.03.25
I dag skal vi så tidligt op for at gå en lille tur, og som Gunnar Nu Hansen en gang sagde før den indirekte live-sending af en fodboldkamp mod Sverige: "Lad os ikke vente... Danmark vandt 2-1!" I dag vandt vi ikke 2-1 over Sverige men vi fik en uforglemmelig vandretur hvor vi ikke kom i nærheden af bunden, men dog fik testet hvad det vil sige at gå op og ned i kløften.
Inden vi var nået til at skulle igang med vores vandretur var der dog mange strabadser der skulle forceres.
For det første skulle vi komme roligt igennem natten uden at campingbussens vandsystem blev frostsprængt. I hvertfald Andy sov lidt uroligt - men der var ikke andre problemer end at solcremen var lidt tyk i det. Op kom vi og så var det ellers afsted mod Hermit's Nest, hvorfra vi ville hike af Hermit Trail. Busturen var lang og tilsidst var vi de eneste, der kørte med i en trailer efter bussen, men busdamen fortalte alligevel stadigt videre om de forskellige stop osv. Vel fremme var klokken blevet lidt over ni før vi endeligt kom afsted.
Ned gik det så, og ned, og ned, og ned, indtil det fladede en smule ud. Derfra gik det så videre ned og vi kom nogle steder nærmest til at gå på kanten af dybet (sådan føltedes det i hvert fald).
Noget af det der er rigtigt spændende ved at gå turen ned er at hvis man er bare lidt udkig (faktisk skal man være ignorant for ikke at at bemærke det), kan man tydeligt se de forskellige lag der er i kløften, så er der et gulligt lag fra en periode for mange millioner år siden, og så¨er der et rødligt lag fra en anden periode, og sådan bliver det ved. Når man så kigger på selve klipperne kan man se slitagen og ved nogle steder at banke på klippen kan man høre, at det er meget porøst - sikkert pga. frostsprænginger. Samtidigt kan man hvis man kigger i et lidt større perspektiv, se at der er noget "grundklippe" som udgør de meget stejle flader, mens aflejringerne så ligger "nedenfor". Spændende er det og vi har mange, mange billeder som tydeligt illustrerer dette. Nok om lommegeologi!
Vi gik ned, og ned, og ned og på et tidspunkt blev der så rigtigt stejlt omkring os. Vi besluttede dog at give det en chance og på den måde kom vi til Santa Maria Spring, en meget lille kilde, hvor der er opstillet et hyggeligt shelter, hvor man så kan sidde og slappe af når det er varmest (man kan godt forestille sig at der er mange der stimler sammen der midt på dagen på en varm sommerdag). Vi havde dog aftalt at gå videre til omkring kl. 12, og selvom Andy så småt begyndte at få sine betænkeligheder over at fortsætte pga. de stejle omgivelser, fortsatte vi til vi havde fundet et godt spot med udsigt over en del af selve Grand Canyon. Klokken nåede at blive 12.20, men så havde vi også fundet et godt sted.
Efter 30 min. frokost skulle det så gå op igen. Nu havde vi så dels det at vi skulle gå op at slås med dels det at det var det varmeste tidspunkt på det varmeste sted på vores hike. Det gik imidlertid fint og vi gik stille og roligt der op af - dog kunne vi godt se på de svindende vandbeholdninger, at det var nu der for alvor skulle arbejdes.
Derudaf gik det, og i den øvre del af ruten begyndte vi så at støde på folk som efter vores mening tog lidt let på tingene. En far og hans to døtre kom nedefra (de havde nok været ved Dripping Springs), og det eneste væske de havde med så ud til at være to flasker saftevand. Mange kom gående ned med små børn i Crocks, sandaler og andet mystisk fodtøj, ældre mennesker skulle også en tur ned, og så var der ellers unge folk som bare rendte nedaf uden de helt store forberedelser. Værst blev det da vi på toppen blev spurgt om vi var stødt på en mand der var gået ned alene. Han regnede med at kunne gå helt ned til floden og tilbage igen på en dag. Nu havde han så været væk i tre timer og de begyndte for alvor at frygte at det var helt galt. Vi må bare håbe, at han kom op igen i et stykke.
Kl. 15.30 var vi oppe igen og sjovt nok var der nu en del flere personer ved Hermit's Rest end om morgenen. Det betød også nærmest slåskamp for at komme på bussen - det sørgede Annitta så for, at vi kom.
På vejen tilbage var vi optimistiske og prøvede at reservere bord på El Thovar - det kunne ikke lade sig gøre. Så tog vi i stedet hjem til vores RV, og vi kom ombord på en bus der blev propfyldt. Chaufføren tog det dog fra den humoristiske side, og kom med mange kommentarer, og rigtigt sjovt blev det da han hørte folk ad, om der var nogen der skulle af ved næste stop. Det var der ikke, og så kommenterede han, at han ved næste stop ville gøre holdt, holde dørene lukket og så ellers via udendørs højtalere annoncere: "This bus is full!" Resultatet var stort set alle i bussen knækkede sammen af grin, mens dem udenfor stod som store spørgsmålstegn. I øvrigt havde han sidste års rekord for at annoncere en fuld bus.
Vel hjemme igen blev det til et bad, spaghetti med kødsovs, og så ellers eksperimenteren med en amerikansk disciplin - afbrænding af bål. På en amerikansk camp er der som oftest en tåge af røg fra alle bålene, men vi må desværre konstatere at vi endnu ikke er helt velbevandrede i den disciplin. På Pismo Beach købte vi noget brænde, som vi må konstarere er noget vådt i det (det damper ud af enderne), og det har nok ikke givet os det bedste udgangspunkt for at lære båltændingens kunst... men vi arbejder da på sagen.
Onsdag, 08.03.26
I dag var så dagen hvor 420 $ bogstaveligt talt skulle brændes af i den rene luft, helt ren var luften dog ikke for vi var ikke den eneste helikopter, der fløj rundt over den store kløft.
Vi startede dagen kl. 7, op, spise morgenmad, pakke RV'en, og så ellers afsted til lufthavnen.
Vel fremme så vi en sikkerhedsvideo, hvor folk tilsyneladende var så glade for turen at de smilede, mens de fandt brækposerne frem det tegnede godt. Så fik vi numre, Annitta nr. 1 og Andy nr. 5, og så var det ellers ud i helikopteren, hvor Annitta blev sat ved siden af piloten, mens Andy sad med ryggen til Annitta, og afsted gik det så.
Først mod øst ud skovene og så ellers ud over kanten. Hvor stor Grand Canyon kan ikke beskrives beskrivende nok - man er næsten nødt til at se det ved selvsyn.
Afsted gik det så, over stedet hvor Little Colorado River støder sammen med Colorado River og videre over mod den nordlige side af Grand Canyon.
Her var der tydeligvis mere sne og vegetation, og det var så også her at Andy måtte konstatere at den første af medpassagerene ikke smilede hele vejen igennem hendes brug af en brækpose. Tilbage ud over selve Grand Canyon (heller ikke anden gang smilede hun), hvor Annitta fik øje på det sted vi hikede i går. Afslutningsvis og nærmest landet måtte endnu en passager ofre sig - så der var hyggeligt i passagerkabinen.
Vel tilbage på jorden var det tid for at tømme tankene tilbage på campingpladsen. Nogen havde tilsyneladende glemt at komme slangen i afløbet med det resultat at "tingene" var flydt over - og Andy skulle selvfølgeligt komme til at træde i noget af det... Adr, vi skulle næsten have haft en brækpose med fra helikopteren.
Med velrensede sko, tømte tanke og masser af friskt vand gik det så afsted mod Page med de stop vi fandt nødvendige på vejen. På vejen ud af national parken kom vi forbi flere udsigtspunkter, og de kan varmt anbefales. Desert view var dog noget befolket, og på en dag i sommersæsonen kan vi forestille os at det er nærmest umuligt at komme til - vælg så i stedet et af de andre steder.
Ud af national parken kom vi og videre gik det så mod Little Colorado River Gorge... som vi dog aldrig rigtigt fandt. Vi fulgte et skilt hvor der stod Scenic View, og det var det da også om end der ikke var en rigtig parkeringsplads. Der skulle have været et besøgscenter et sted men det så vi ikke og da vi endeligt krydse floden på highwayen mod Page var det noget tamt i forhold til Grand Canyon. Vi kørte videre.
I ørkenen som vi kørte igennem blæste der en gevaldig sidevind, som trak noget i RV'en, men ellers var det en lidt kedelig tur, hvor Andy blev nødt til at bede Annitta om at tage over med kørslen. Det var så kedligt, at han var ved at falde i søvn (hvis man lige er kommet til landet er det nok enormt spændende, men der skal meget til at imponere os nu).
så kom vi til Page, som blev anlagt i 1957, fordi man skulle etablere Glen Canyon Dam. Vi noterede os tilstedeværelsen af en WallMart og kørte videre mod dæmningen for at få lidt sen frokost og så ellers tage det hele derfra.
Ved dæmningen kunne vi ikke nære os for at kigge ind i besøgscenteret, og da vi kunne få en gratis rundvisning kom vi ned på og i dæmningen. Det var vældigt interessant, at se og høre hvordan den var blevet etableret og hvordan den fungerer.
Efter at have lært en masse om dæmninger gik det så tilbage mod Page for at proviantere og finde en campingplads. WallMart var stor, og vi fik købt en masse som ikke stod på indkøbssedlen, men som ikke desto mindre var vigtige.
Campingpladsen i Page var fyldt, men Annitta havde et alternativ i baghånden, en plads helt ned til Lake Powell - vi skulle bare lige finde ud af hvor den lå. Vi kørte langt ud fra Page, vendte om, og skulle lige prøve om stedet lå ned af en vej - og det gjorde det så.
Nu er vi så camperet på stranden ved Lake Powell, udsigten er fabelagtig og i morgen skal vi op omkring kl. 6 for at se solopgangen over søen. Det bliver spændende.
Torsdag, 08.03.27
I dag stod vi så rigtigt tidligt op for at opleve solopgangen. Den var meget flot og vi drak en kop the og spiste vores havregryn, mens vi så solen stige og så småt begyndte at mærke varmen fra den. Vandet i søen kunne solen imidlertid ikke varme - det måtte Annittas fødder sande, da hun gik ud for at soppe.
Så var det tid at gå i RV'ens varme badestue, få vasket op, fejet sand ud af RV'en og så ellers afsted ind mod Page med to formål: Finde en tur til Antelope Canyon, samt at snylte på noget trådløst netværk (vi skulle se vejrudsigter og sikre at det ikke var for koldt de steder vi skulle hen). Begge missioner lykkedes.
Et tak skal lyde til Motel 6. USA's terrorlovgivning er tilsyneladende noget mere lempelig end den danske. Vi kunne i hvert fald sidde ude på vejen og så ellers tjekke vejrudsigterne.
Samtidigt fik vi så tjekket op på ture til Antelope Canyon, hvorefter vi kørte direkte ned og tilmeldte os til turen kl. 9.30.
Op på ladet af en pick-up og så ellers en bumletur ud til kløften.
Kløften var flot, men der var lidt mange mennesker. Annittas tese er, at det først for alvor går op for en hvor flot der var når man kigger på billederne man har taget - og der er mange. Faktisk kan en tur til kløften mest af alt beskrives som et fotosafari. Hvis man ikke er interesseret i selv at tage billeder eller i at det hele foregår på de fotograferendes præmisser - skal man overveje om det er 32 $ værd. Et råd til fotograferne: Tag stativ med!
Satte vi afsted mod først Navajo National Monument (Betakin overlook), og såvel turen fra Page derhen som selve stedet var scenic. Ved Betakin overlook tog vi Sandal Trail, hvorved vi kom på den ene side af en kløft, mens man så i en alcove på den anden side af kløften kunne se en boplads som var blevet forladt omkring år 1300.
Vi skulle køre langt i dag, så efter at have købt nye forsyninger af postkort, frimærker (90 cent - billigt!) og postet de gamle postkort (vi har ikke nået det før nu :( ) var det afsted videre mod Monument Valley.
Også Monument Valley viste sig at være et pænt sted, men vi havde (og har) kørt scenic routes hele vejen, og vi har set så meget inden for de seneste par dage at der virkeligt skal meget til at imponere os. Samtidigt var vi ved at være i tidsnød, så vi besluttede os for ikke at besøge Monument Valleys visitor center.
Næste punkt på ruten var Goose Neck State Park, men inden da kom vi igennem Mexican Hat. Det er som så mange andre steder på vores rute, som by set, et hul, og klippen der lægger navn til byen, var sjov men lad det være sagt - billedet kan snilt tages med 65 miles i timen.
Goose Neck State Park er et sted hvor en flod bugter sig gevaldigt, og har gjort det i så mange år at den har gravet sig dybt ned. Resultatet er imponerende, og bestemt en detour værd, hvis man alligevel er på vejen.
Så var det om at komme videre mod Natural Bridges National Monument, hvor vi skal overnatte. Vi fik lidt af en overraskelse da vi så et skilt der beskrev at vejen, som vi havde tænkt os at følge, var en grusvej, og at det blev frarådet at køre der med bl.a. RV. Der var imidlertid en vej rundt, som var en del længere, og da vi havde mistet en time fordi vi er kørt i en ny tidszone, var vi ved at have travlt. Resultatet er, at vi er ræst afsted uden rigtigt at nyde den scenic route, men det var dog (lige som alt andet i løbet af dagen) meget flot.
Nu er vi så havnet i Natural Bridges National Monument på næstsidste plads, klokken er 20.30, det er mørkt og vi skal til at spise om 5 minutter. Derefter skal vi nok ramme sengen - det har været en lang dag.
Fredag, 08.03.28
Op kl. 7 + en del minutter primært fordi Andy havde lidt svært ved at håndtere den jetlag han havde fået af at gå fra en tidszone til en anden.
Op kom vi dog og tog så afsted ind i parken for at gå en tur igennem en kløft, hvor vi så skulle se nogle natural bridges nedefra.
Første del var en strabadserende nedstigning hvor vi skulle gå af trapper hugget i klippen og ad stiger. Ned kom vi dog, og så var vi nedenfor Sipura. USA's højeste naturlige bro.
Videre gik det gennem kløften, og da vi var helt alene og uden for lands lov og ret var der helt stille - det var meget dejligt.
Turen var beskrevet til at være omkring 9 km, og til at vare mellem 2 og 4 timer. Efterhånden som tiden gik gennem den snørklede kløft, synes vi at nu måtte den næste bro gerne snart komme, men det tog lang tid, før den så endeligt dukkede op. Det var en meget bred bro.
Nu skulle vi så op af kløften så vi kunne se at komme tilbage til RV'en og afsted mod Capitol Reef National Park. Op kom vi da også, men det var en hård tur, og så gik turen ellers tilbage af et trail. Vi troede at der ikke var lang vej tilbage, men også denne tur havde en tendens til at trække gevaldigt ud.
Efter 3½ time var vi endeligt tilbage, og efter en snak med et par amerikanere fra Minnesota, kunne vi så ellers tage afsted.
Turen var meget smuk, og vi så noget landskab, der mindede om Monument Valley, bare meget mere konsentreret - og måske også i bund og grund mere interessant end Monument Valley.
Så krydsede vi Colorado River, fik frokost med udsigt over floden, tankede i Hanksville, og kørte de sidste ca. 40 miles til National Parken. Den tur var efter forholdene udramatisk, og endeligt var vi så fremme på campingpladsen.
Campingpladsen ligger mellem nogle frugtlunde, som stammer fra mormonerne og hedder Fruita. I den går nogle hjorte rundt, og vi blev og er meget benovet over, at de faktisk kommer ret tæt på for at græsse - hvis man bare holder sig lidt i ro.
Vi har arbejdet med vores båltaktik, men nu må vi efterhånden konkludere at man ikke skal købe brænde fra bagsmækken af en truck på Pismo Beach - det er vådt og brænder ikke hvis det kan slippe. Annitta har brugt meget tid på vores bål, og først nu, 2½ time senere, er vi ved at have fået has på hans brændekævler.
Spildevands er fyldt, så der bliver ikke noget opvask for nu :-)
Lørdag, den 29. marts 2008
I dag skulle vi køre ned af highway 12 - scenic route. Men først skulle nogle af camperens tanke tømmes, det foregik hurtig og uden de store problemer. og så af sted. Idag skulle vi igen prøver amerikansk morgenmad, det var nok megegt godt, for camperen var MEGET kold her til morgen. Så vi kørte til XXX og fik kaffe, Andy fik omelet og Annitta fik pandekager.
Så afsted.
vi når ikke mange miles ned af vejen før vi bliver standset af en bunke køer med kalve og RIgtige cowboys og en lille pige cowboys, vi nyder underholdningen.
Undervejs stopper vi ved en række scenic viewpoints det ene flottere en det andet.. VI gør også holdt ved et indianer museum. efter en 2 timers kørsel, når vi til calf creek recreational area, et meget smuk sted. Vi taler med rangeren og han siger at de har få ledige pladser på campen. VI beslutter at blive her istedet for at køre de sidste 10 miles til der vi egentlig ville have stoppet. Vi får parkeret camperen og går en tur op til et vandfald. efter 10 km vandring er vi atter tilbage. Vi får tændt op i bålet, det blev super godt. Desværre havde vi ikke andet at spise end spaghetti med tomatsovs, det ville ellers have været lækkert med en mør bøf-
Søndag, 08.03.30
I dag var vi rimeligt gode til at komme tidligt op og så ellers afsted. Farvel til Calf Creek og afsted mod Bryce Canyon National Park. Undervejs skulle vi have handlet bl.a. aftensmad, men det må konstateres at søndagslukket også er nået til det vilde vest.
Lidt skeptiske må vi derfor tage ind til Ruby's, der ligger kort før indgangen til Bryce Canyon. Her er det eneste vi kan finde frosset kød og pulversovs - så det bliver til frosset kyllingebryst og en karrysovs, og så går Andy ellers igang med at kigge på campingudstyr.
Det bliver med Annittas hjælp til at han får fundet et par vandrestøvler, som det ser ud til at de har haft til at ligge længe. Kassen er noget maltrakteret men støvlerne er fine. Førpris 189 $ plus moms, nu er der så half off, og manden der sælger dem beslutter sig så for at sætte prisen ned til 75 $. Så er han kommet af med støvlerne og Andy har fået nogle nye - det er en win-win situation! Samtidigt har Andy så fundet et uundværligt tilbehør til hans rygsæk - en camelbak. Nye støvler og 3 liter kamelpukkel og så er vi ellers klar til at tage ind i Bryce Canyon for at hike og overnatte.
På besøgscenteret er det første vi kigger på vejrudsigten. 60 % mulighed for sne og ned til -8 grader i nat. Det er ikke bare koldt, det er for koldt for vores camper, så vi aftaler at vi ikke skal campere der - i stedet vil vi lægge kyllingebrystet på køl, og så ellers tage noget mad et sted.
Selve stedet skal vi dog se, og efter at have ræset frem og tilbage af vejen (med stop på scenic stops), er vi klar til at begive os ud på et hike fra Sunset Point.
Bryce Canyon er meget forskelligt fra de andre ting vi har set. Her har vind, vand og vejr, sørget for et landskab med en masse høje hoodoo'er. For hvem der kan huske Sommerspiret på Møns klint. Prøv at forestille 1000 gange sommerspir, tre gange så store, og relativt tæt pakkede. Billedet er måske lidt overdrevet, men når man ser det ovenfra passer det meget godt. Ovenfra ser man det, når man kører turen ved kanten, mens vi vil hike ned mellem alle disse spidser.
Vi skal hike en kombination af Queens Garden/Navajo Trail. Det er stejlt, lidt iset, mudret, lidt koldt og så blæser det. Vi når dog at komme et godt stykke ned uden problemer, og så går det op for os, at vi har valgt en forkert vej. Vi vælger dog at gå videre - vi kan jo altid bare gå tilbage af den samme vej. Nu begynder det så lige så stille at sne en lille smule, men det opløftene er, at vi er nået frem til et sted på den rute vi ville have gået. Så er det bare et spørgsmål om at vælge mellem at gå til højre eller venstre. Vi vælger venstre, dvs. at vi går Queens Garden trailet. Det er et fint trail, men Annitta lider lidt under at hun ikke rigtigt kan få luft pga. højden (vi er over 8000 fod), mens Andy skal have gået sine støvler til. Camelbak er dog i udpræget grad en succes.
Vel oppe igen er det begyndt at sne tættere, og nu er der ingen tvivl om, at vi skal se at komme væk. Vi skynder os derfor tilbage til Ruby's og snylter noget internet for at tjekke temperaturer rundt omkring. Det er ikke specielt opløftende, da der er sendt varsel om snestorm i hele Utah, mens der er varslet kraftig blæst i Arizona. Vi tjekker en masse steder på vejen mellem Bryce Canyon National Park og Zion National Park vha. www.weather.com, men der er ikke nogle steder, hvor det er rigtigt godt (dvs. over frysepunktet). Vi ender dog med at finde et sted cirka på halvvejen, og så er det ellers bare om at komme afsted i den tiltagende sne.
Vi kører derudaf men bliver aldrig bekymrede for føret da sneen ikke lægger sig. Pga. den ringe sigtbarhed er det nok nærmest det hurtigste stykke vej vi har kørt - vi er jo kørt lige forbi alle scenic pull outs.
Annitta følger med i de muligheder som Lonely Planet beskriver undervejs, og da vi i Glendale kommer forbi Historic Smith Hotel, vælger vi at dreje ind der for at få en ordentlig varm seng at sove i.
Ved siden af hotellet ligger Buffalo Bistro, og der fik vi de bedste Ribs vi har fået. Vildsvin og buffalo, og for begges vedkommende var det simpelthen så mørt, at hvis man prøvede at løfte det i benet, ja så lå kødet altså tilbage... umm. Desserten var en kage med hindbær og vanilleis. Alt i alt en perfekt måde at slutte denne dag af på.
Mandag, 08.03.31
På hotellet var der morgenmad kl. 8.00, hverken før eller senere - alle spiste på samme tid.
French toast, yoghurt og så ellers en lidt mærkelig kaffe, men det var hyggeligt og det blev konstateret at vi var sammen med polakker, belgiere, amerikanere og så ellers os. Værtsparret prøvede at få lidt snak igang, og det lykkedes da også.
Dagens mål var at komme til Zion National Park og så ellers få tjekket ind på campingpladsen og så set noget og gået en tur.
Vi var fremme lidt i 11 og efter et besøg i visitor center, for at snakke med en ranger om hvilke trails der var godt, få fundet et kort og (impulskøb) en hat til Andy, tjekkede vi ind.
Så var det ellers bare et spørgsmål om at få lidt mad (french toast mætter altså ikke særligt længe, få gjort klar til gå turen og så ellers komme afsted.
Hiket vi fik anbefalet var et parkens længste og hårdeste, Observation Point, og det satte vi så ellers igang med.
Det var som om at det gik op, op og op, og på trods af at Andy mente at kortet viste at det fladede ud, blev det bare ved. Der var så også 655 højdemeter, der skulle besejres, og det fladede da også ud med et 1½ mile hike på toppen.
Fra Observation Point var der en smuk udsigt over kløften, og mens vi så sad og spiste frokost nummer to blev vi meget omsværmet af tre-fire chipmunks. De var meget interesseret i at der skulle falde noget mad af til dem, og de var enormt frække til næsten at kravle rundt på os.
Vi skulle jo ned igen, og det kom vi uden den helt store dramatik.
Bussen tilbage til vores RV og så ellers en fyraftensøl og gang i bålet, som senere skulle lægge varme til stegning af vores kyllingebryst.
Nu er klokken så omkring 22.30 og vi sidder og får en kop kaffe, inden vi skal på hovedet i seng, før vi i morgen skal have en sidste dosis naturoplevelser inden vi hvirvles ind i fristelserne i syndens by, Las Vegas.
Tirsdag, 08.04.01
Viva LAS VEGAS nu kommer bussen. Men først skulle vi lige nyde det sidste af Zion NP. Vi stod op, checkede ud fra camp'en og kørte over og parkede på p-pladsen. Vi ville gå turen omkring lower, middle og upper pools. Det var en flot tur og efter en 2½ times tid var vi nede igen. Så afsted vi havde ingen mad tilbage, så vi tog en quick lunch hos Wendy's meget burgeragtigt. Vi troede vi skulle køre langs Lake Mead, men i stedet blev det til en tur igennem ørkenen, meget flot, for der var mange blomster, de er der nok ikke om en måned.
Så vi fik vi endelig øje på LAS VEGAS en kæmpe flad by, men vi kunne sagtens se i hvilken retning vi skulle. Vi ankom til koa campen, en kæmpe parkeringsplads med palmer, vi fik en ankomstøl og fik sundet os lidt efter rejsen. Så måtte vi ellers ud og kigge på byen...
Vi gik forbi de mange store hoteller og casinoer det hele var et inferno af lys, lyd og en kæmpe stor menneskemængde der bevægede sig frem og tilbage af THE STRIP. Vi spiste aftensmad på Bellagio en kæmpe buffet - det var et orgie af mad, her var der også larm og en kæmpe menneske mængde. Det var tid til at vende næsten hjem mod vores lille bil igen.
På vejen søgte vi LY på en Starbucks - den gode Andyt var ramt af granat chok og var parat til at køre til den næste state park med fred og ro.
Inden vi kom hjem i RV'ens trygge rammer, kiggede vi forbi Slots A' Fun ved siden af Circus Circus, hvor vi spillede lidt poker for quarters på spillemaskiner. Vi brugte 5 $ og vandt ikke andet end quarters fra nogle af de stater som Annitta manglede.
Vi kom i seng omkring kl. 2.
Onsdag, 08.04.02
Sent op efter nattens strabadser, og så ellers få ryddet op og vasket på campens vaskeri.
Afsted for at se Atomic Testing Museum og for at handle i outlets.
Museet var interessant, mens også noget selvretfærdiggørende i forhold til, at det havde spillet en vigtig rolle at fyre atombomber af i Nevadas ørken. En af personerne, der blev interviewet på museet sagde noget i stil med: "I ringer bare, når vi skal gå i gang igen... Så er vi klar igen!!" Det mindede lidt om Dolph.
Videre til outlets hvor vi fik handlet lidt tøj og sko.
Aftenen skulle bruges på at spise godt, men på Top of the World i Stratosphere Tower er det et must at bestille plads - det havde vi ikke. Vi tog i stedet op i tårnet, og bortset fra en fin udsigt er det så som så med værdien af de 11,95 $ det koster at komme derop. Der er ikke det store at tage sig til.
Nu var vi jo taget afsted for at få noget at spise, og vi endte på Roxie's på Stratosphere Casino. Roxie's er et sted inspireret af 50'erne, hvor vi fik et par udemærkede burgers (Annitta valgte vist så den største af dem alle), oven i dem lagde vi noget apple pie, men så havde Andy også fået ondt i maven, og så vi bare måtte se at komme hjemad.
Gåturen fra Circus Circus til Stratosphere Casino havde været lidt skummel, så vi tog en taxa med en chauffør der mente at det måtte være aftenens korteste tur. Vi kompencerede ved at give ekstra drikkepenge og så var rendte vi ellers igen på Slots A' Fun for at få skaffet de sidste af de stater Annitta manglede i samlingen. Vi fik en del, men når regnestykket blev gjort op havde det kostet os ca. 10 $.
I seng kl. ca. 1.30.
Torsdag, 08.04.03
Op kl. 8 og så ellers få samlet det hele sammen og afsted mod Death Valley. Vi kørte ned af The Strip for at få lidt indtryk af de hoteller vi ikke havde set og så ellers ud mod forstæderne til Las Vegas for at finde et supermarked at handle i.
vi fik købt de tykkeste koteletter og steaks vi har set, samt en side laks, og så var det ellers bare derud af mod Dødens Dal.
Turen var relativt begivenshedsløs. Vi kom forbi Nevada Test Site, hvor de havde sprængt 928 atombomber af (100 atmosfæriske og 828 underjordiske) og var godt på vej mod Area 51, før vi skulle dreje ned mod Death Valley.
Vi kom godt ind i dalen, rundede national parkens besøgscenter og tjekkede ind på campingpladsen. Så gik Andy for alvor i brædderne og lå og sov mens Annitta nød de 30 grader udenfor med en bog.
Her til aften har vi så haft grillet laksen og spist den med ris og asparges. Stjernene er helt utroligt klare her, så dem har vi nydt, og nu er det så ellers bare et spørgsmål om at komme i seng så vi kan være klar til at komme tidligt afsted i morgen, så vi kan gå lidt inden det bliver for varmt.
Fredag den 4. april 2008
Tidligt er jo et meget vidt begreb - åbentbart, for nogen er tidligt kl 06 for andre er det kl 8. Vi fik lavet kaffe og gjort rent i køleskabet, amerikanerne kan sende en mand til månen, men de kan ikke lave tætte mælkedunke.... Vi fik spist morgenmad - uden for, varmen var så småt ved at have fat. Vi fik checket ind og ud af campingpladsen og så gik det eller lidt syd på igen til golden canyon. I golden canyon gik vi en dejlig tur op mod red cathedral (tror jeg det hedder). Efter gåturen kørte vi ned til Badwater, det laveste punkt i verden? 82 meter under havoverfladen. Vi gik lidt ud på saltsøen og så eller tilbage igen. Nu var det for alvor ved at blive varmt. Vi kørte nord på igen og tog en lille detour på artist drive. Forbi visitorcenter igen for at sende de postkort som vi skrev i sidste uge. Så måtte vi hellere se at komme ud over stepperne, dvs, der var ikke så mange stepper på første del af turen, da vi skulle op til et pas på 5000 fod. Efter death valley har turen temmelig kedelig, ørken ørken og mere ørken, det mest begivenhedsrige var at vi måske var ved at løbe tør for benzin. Med før vi ankom til Red canyon state park fandt vi en tank og 5 min efter var RV'en parkereret på plads nr. 22, den bedste plads på hele camp'en. ANdyt fik gang i bålet og Annitta ladede campingstolene med en Millers. Aftensmaden blev tilberedt over bålet, Kæmpebøffer, bagte kartofler og grillede majskolber. Til dessert fik vi kaffe og ben and jerrys is. I morgen vil vi igen prøve at komme tidligt op, hvornår det så end er.
Lørdag, 08.04.05
Lad det være sagt med det samme... i dag kørte vi i al for lang tid.
Vi lagde ud med at se solopgangen fra sengen (gennem bagruden), så sov vi lidt og gik så¨ellers igang med at pakke vores ting sammen, at få fyldt og tømt tankene, og afsted gik det så.
Vi kørte og kørte og kom til en smuk sø, Lake Isabella, hvorfra vi så drejede op imod Kernville. I Kernville valgte vi ved en pludselig indskydelse at holde ind for at spise på Cheryl's Cafe. Da var klokken så blevet 12 og vi kom først afsted videre en times tid senere. Turen gik så videre af Mountain Road 50. Vi så i skyndingen et skilt om, at der var en vej der var lukket 20 miles længere fremme, men da vi ikke var sikker på at det var vores vej valgte vi eventyret og kørte derud af - helt frem til Johnsondale, hvor vejen var lukket :( Men det var en smuk tur op som ikke blev mindre smuk på turen ned. Lidt langt var det dog at køre i bjergrigt terræn, og med GPS-damen kommende med konstante anmodninger om at nu!! skulle vi dreje til højre eller venstre af diverse eksisterende og ikke-eksisterende skovstier.
Vel tilbage i Kernville kørte vi mod Wpffprd Heights, hvor vi drejede mod Glenville, og det gik straks kraftigt op... faktisk nok den kraftigste stigning på hele turen. 10-30 miles i timen og det blev ved og ved, indtil vi rundede toppen, hvorefter det så modsvarende gik ned og ned.
Det slående ved at komme på den anden side af bjerget var, at nu var der bløde bakker med meget græs og mange kør og heste. Det var også smukt - men det var en noget lang tur, og vi var ved at være godt trætte.
Dilemmaet var nu, om vi skulle undlade at køre til Sequoia National Park og i stedet tage en mere direkte vej til Yosemite National Park, eller om vi skulle holde fat i planen og køre mod Sequoia National Park. Problematikken blev ikke mindre kompleks af, at vi tidligere har set at der er varslet ned til -8 grader i Yosemite (det er for koldt til RV'en).
Vi kiggede på kort, prøvede uden held at snylte internet i Exeter, og så var vi efterhånden begyndt at komme tæt på national parken. Vi kørte gennem en masse appelsinmarker, og rundede på vejen en lille bod hvor de bl.a. solgte advokado. De solgte også jordbær, men Annitta vurderede at en kæmpe bakke (nok omkring 4 kg) trods alt var for meget.
Nu nærmede vi os så national parken men vejret så lidt dystert ud over parken, og da vi kom forbi en campingplads ved Lake Kaweah besluttede vi os fluks for at dreje ind. Det er første gang at vi prøver en militær campingplads, men den fungerer meget lig campingpladser i state parks.
Vi har nu haft vores obligatoriske bålafbrænding, og dagens ret var koteletter (de tykkeste vi nogensinde har oplevet). Det var godt!
Søndag, 08.04.06
Kære dagbog,
I dag stod vi op, fik samlet os sammen og kørte afsted til Sequoia National Park. Det kan godt være, at vi i går fik kørt meget bjergkørsel, men i dag fik vi også vores sag for. På et skilt stod at køretøjer over 22 fod burde overveje om de ville køre den vej, men rangeren ved indkørslen mente ikke at vi ville have nogle problemer på denne årstid, hvor der ikke var så mange på vejen.
På det første besøgscenter forhørte vi os om mulighederne for at foretage hikes oppe i terrænet, men meldingen var at med 5 fod sne ville det kræve snesko - og dem havde vi jo ikke lige fået pakket, så der døde den ide.
Så satte vi ellers igang, og op gik det, og det blev ved med at gå op i lang tid. Et godt stykke oppe af bjerget begyndte vi så at støde på de store træer. Store var de, og Annitta måtte tage nogle sammenligningsbilleder af vores "store" RV, contra sådan et træ.
Seqouiatræet er det træ der har den største masse, og stort set på toppen af stigningen lå dels træet Sentinel dels et museum om træerne. På trods af at rangerne frarådede folk at hike så det ud til at folk (i deres sædvanlige kondisko) vandrede lystigt rundt - gad vide hvor mange der kom hjem med våde fødder og en forkølelse?
Videre gik det mod træet General Sherman... hvor der dog ikke var plads til at parkere RV'en - øv!
Det var ligesom vendepunktet, for nu begyndte nedstigningen, som ikke var så stejl som opstigningen, men dog blev ved og ved og ved - helt ned til San Jouaqin-dalen, hvor der blev produceret appelsiner og andet godt til den store guldmedalje.
I Fresno skulle vi handle og vi endte med at finde en butik der hed Save Mart. Der var perspver 25 $ man handlede fik vi ret til en ting. Vi handlede for 75 $ og vi fik tilbudt jordbær, frosne burritos, samt en flaske sodavand. Vi sagde nej tak til sodavanden, da vi trods alt kan begynde at se enden på vores lille tur :(
Vores endemål for dagen var Lupine Campground ved Bass Lake, og efter nogle besværligheder med at finde den rette vej at dreje ned fandt vi den endeligt og valgte os en plads. Den første der bød os velkommen var en meget pågående kat, men den var vi ikke så interesserede i som vi var i fuglelivet og så selvfølgelig vores bål. Katten var lang tid om at forstå at vi ikke gad have noget med den at gøre, men efter at Andy havde trænet lidt i at skræmme Mountain Lions og bjørne lykkedes det endeligt at få den skræmt væk.
Dagens ret var nogle gode bøffer stegt over bål, og dertil en lækker ceasarsalat (fra pose), grillede squash og bagte kartofler. Til dessert, is - men så var vi også klar til at lægge os til at sove.
Mandag, 08.04.07
I dag var så dagen hvor vi skulle til Yosemite. Vi var afsted kl. 8.30 og kørte så ellers derud af. Når man kommer syd fra skal man køre omkring 35 miles fra indkørslen til parken til man ankommer til dalen. Det er som sådan en udemærket tur, men det er meget at tiden "bare" et spørgsmål om at man kører op igennem en skov. Der er ikke meget udsigt.
På et tidspunkt kommer man så til en tunnel, med en max clearence på 10'4", og med en frihøjde på 12 fod var det ikke det mest velkomne skilt... heldigvis var det frihøjden ved kantstenen - så vi sneg os igennem ved at holde os godt inde mod og over midten. Umiddelbart på den anden side af tunnelen kom vi til Tunnel View, som gav en fin udsigt over dalen.
Vi havde aftalt, at vi ville prøve at finde en plads på en parkens campgrounds og med 1½ times kørsel fra Bass Lake (hvor vi havde betalt for en ekstra overnatning) var det meget velkomment hvis vi kunne få sådan en plads.
Der var run på i reservationen, men det lykkedes at få plads 511 på North Pine Campground. Med det på plads kørte vi ned for at snakke med en ranger på besøgscenteret om mulighederne for et hike. Der fik vi så nogle forslag, så en film, kiggede lidt på noget tøj, handlede firewood (det er uundværligt) og så var det ellers tilbage til RV'en for at finde vores plads.
Pladsen viste sig at være en meget fin plads ud til Merced River og med en masse fugle og egern vimsende omkring os - vældigt hyggeligt.
Vores campground host havde foreslået os at gå til Vernal Fall, og da vores campingplads var et godt udgangspunkt for dette valgte vi at tage ham på ordet. Efter en hurtig frokost gik det afsted, og trailet viste sig at være fint asfalteret, men meget skråt op ad. Vi gik og vi gik og da vi nåede til et sted hvor der stod at stien var lukket for vinteren pga. fare for nedfaldende klippe valgte vi kigge på kortet for at finde ud af hvad vi så skulle. Da havde vi gået 1 mile af trailet - det føltes som 2. Nå men vi besluttede os for at gå ned igen - så kunne vi også lige kigge forbi en butik i Curry Village, som Annitta havde læst om, og så ellers få en øl hjemme ved RV'en.
Det viste sig, at butikken havde mange spændende ting og vi endte med hver at bruge over 200 $ på tøj, sko, m.m.
Vel tilbage på campen fik vi brændt noget træ af, spist spaghetti og is - og nu står så tilbage at hoppe på hovedet i seng. Det er også blevet sent, klokken er 22!
Godnat...
Tirsdag, 08.04.08
I nat bemærkede vi ikke nogle bjørne.
I dag skulle så være dagen, hvor vi satte afsted på det store hike i Yosemite. Vi havde fået anbefalet at gå til Upper Yosemite Fall, så der satte vi afsted imod vha. parkens shuttle bus.
Vi begyndte opstigningen kl. 10.20 satte vi i gang og det gik fra starten meget op. Og som på vores tur igår blev det ved med at gå op.
Vi grinede fra starten lidt af at vi havde snakket om at tage handsker med fordi det var en kold morgen, for da vi først kom i gang, blev vi hurtigt nødt til at tage noget af vores tøj af. Afsted gik det og efter en god times gang fik vi så selve vandfaldet i frit udsyn. Det har USA's største frie fald, og det var meget flot. Videre blev vi dog nødt til at gå, fordi trailet går helt op til toppen af faldet. Det var stadigt noget stejlt og efterhånden begyndte der også at ligge noget sne rundt omkring. Da vi endeligt rundede kanten af dalen var det blevet så koldt at vi måtte i tøjet igen, og så gik vi ellers videre mod selve vandfaldet.
Vi måtte klatre over glat sne og is og ned af en meget stejl trappe ned mod toppen af faldet, men det blev dog for meget da vi endeligt skulle gå med et rækværk på den ene side af en smal stentrappe og 10 meter ned mod et plateau lige ved vandfaldets top. Der var simpelthen så koldt pga. at det var en kold dag på toppen, samt at der var meget koldt forstøvet smeltevand, at vi var begyndt at fryse gevaldigt i hænderne, og uden de handsker vi havde lavet sjov om tidligere på turen, mente vi at det var halsløs gerning at skulle det sidste stykke bare for at blive endnu mere kold.
Derfor gik vi lidt tilbage og fandt et "varmt" sted, hvor vi spiste vores frokost. Derefter var det ellers bare om at komme ned igen.
På vejen ned trådte der pludseligt en los ud foran Andy. Den var 10-15 meter væk, og den rendte ned af stien. Andy var kommet en smule foran Annitta, og han prøvede at få Annitta ned for at se den, men det misforstod Annitta, så hun blev stående. Andy fik dog forklaret situationen og så gik jagten ellers for at Annitta kunne komme til at se den. Andy rundede et hjørne, og der var den igen på stien, men den var meget drilagtig for idet Annitta rundede hjørnet trådte den væk fra stien. Der gik dog et øjeblik og så så vi den sætte sig på en stor sten 15-20 meter væk, hvor den så sad med ryggen til og vurderede situationen. Så gjaldt det ellers om at finde vores kamera frem, og Annitta knipsede, mens Andy fumlede rundt for at skifte objektiv - da Andy endelig var klar, var lossen gået videre.
Vi prøvede at se om vi ikke kunne få øje på den igen, men når der kommer en meget støjende skoleklasse ned af bakken er det altså ikke nemt. Dem måtte vi trækkes med en god del af resten af turen ned, men det lykkedes dog til sidst at få lagt afstand til dem - ro er noget af det bedste ved at hike i naturen.
Vel nede igen blev det til en "stor" tissepause og så ellers afsted mod Visitor Center for at købe postkort, frimærker, og så var der også lige nogle trøjer, som Annitta måtte have.
Tilbage i RV'en var første omgang at foretage sidste tømning af tankene, og mens vi så stod og fyldte rent vand på RV'en kom vi i snak med en portugiser fra San Diego, han var meget snakkesagelig og han endte med at give os sit kort... hvis vi nu skulle komme til San Diego på et tidspunkt - vi må sende ham en mail, når vi kommer hjem.
Tilbage på campen stod den på turens formodentlig sidste bål, med godt med firestarter, grillkull og wood - det var et dejligt bål.
Dagens ret var chili con carne med is og nu er vi ellers ved at være klar til at ramme sengen. Godnat!
Onsdag, 09.04.08
I dag skulle vi så så småt begynde at bevæge os mod Oakland for at aflevere RV'en i morgen.
Vi startede dog friskt ud med at gå et morgenhike til Mirror Lake i Yosemite Valley (efter Annitta havde taget billeder af Mountain Lion og Black Bears!), det var en fin tur men, der var ikke så voldsomt meget sø at kigge på. Det var mest af alt en eng, hvor der så var lidt vand. Spejleffekten var der dog. Et af højdepunkterne var, at vi (er vi helt sikre på) så bjørnelort på stien - det var vældigt spændende.
Vel tilbage i RV'en satte vi afsted mod en KOA camp ved Stockton, derfra ville der være omkring 1 times kørsel til Oakland. Afsted gik det af highway 120 mod vest, og der var nogle vældigt pæne steder på vejen. Vi gjorde middagsstop i Oakdale på Oakdale Cafe, og det var et sted, hvor mændene (og der var kun mænd) gik med stor cowboy'der hat og kæmpe bæltespænder. Selve byen bar også præg af at være lidt cowboy-agtig, med masser af hø til salg og hestetransporter på vejen. Her i weekenden skulle der da også være rodeo (det må vi have til gode til en anden gang).
Videre gik det og mod campen Tower Park. Den viste sig at ligge ved California Delta, og det var en hyggelig camp som ikke var overbefolket, hvor der var rent og pænt, og hvor der ikke var støvet. Dvs. det var nærmest det ideelle sted at rengøre camperen, og vi pakkede så småt vores ting, fik gjort lidt rent og så var det ellers om at få tjekket ind på flyet og så ellers komme op til bådebroen for at nyde en solnedgangsøl. Det var dejligt.
Tilbage måtte vi se hvad det kunne blive til af mad. Restauranten var desværre lukket og der var 5 miles til nærmeste familierestaurant (læs: fastfood), og 10 miles til den nærmeste gode restaurent. Derfor måtte vi se hvad det kunne blive til med det overskudsmad vi havde tilbage.
Burritos med en hjemmelavet salsa af tomat og avocado, samt asparges vendt i smør - meget delikat.
Så kiggede vi ellers lidt på billederne vi havde nået at tage over de seneste par dage, uploadede nogen af billederne og sendte nogle mails, og så var det ellers så småt et spørgsmål om at ramme sengen.
Torsdag den 10. april 2008
I dag skal vi hjem :...............-)
Vi kom, med lidt besvær, op, fik lavet den sidste kaffe og spist morgenmad, Vi fik smurt lidt frokost og samlet vores left-overs i en kasse. Kassen ville vi overlevere til nogle andre RV'ere, hvis vi mødte nogen på vejen. Efter den sidste rengøring og et rigtig dejligt laaaaaangt bad med rigeligt varmt vand (på camp'ens badeværelse / der var heller ikke mere propane) var det tid. Vi fandt en scenic route som vi fulgte en 10 miles tid. Frokosten blev spist ved en sø. som vi fandt på vejen. Så var det tid til en Annitta scenic route, Denne gik af den stejleste vej vi endnu har kørt op ad. Vi kørte igennem Berkeley og så gik det mod Cruise America. Vi ramte 796 66th avenue kl. 14.30. Her overleverede vi vores left-over box til en lille familie, der lige havde fået der RV (jeg kan stadig mærke fornemmelsen af hvordan det var) De blev meget glade (også for Kaffemaskinen og grillkullene og WC-tapsene). Familen blev hjulpet lidt på vej af os, 'erfarne' campere. Nå vores lille putbil blev afleveret og shuttlen blev tilkaldt. undervejs (kæmpe omvej) til lufthavnen talte vi med en dame, meget underholdene. Vi var i lufthaven kl 16, fik hurtigt afleveret bagage og drukket en masse vand, kom igennem security hurtig (uden sko) fik købt en kop kaffe og nu er der to timer til af vi skal boarde flyet.,.,.,.,.,. |
